Da vores hænder næsten rørte hinanden

Nogle gange findes kærlighed ikke i ord, men i det stille rum mellem dem. Da vores hænder næsten rørte hinanden er et digt om et flygtigt øjeblik af nærhed - et øjeblik, der aldrig blev mere, men som stadig hænger fast i erindringen som noget uforglemmeligt.

Da vores hænder næsten rørte hinanden
Mængden var nær, men tiden stod stille,
en blid stilhed, en hemmelig spænding.
Din hånd var tæt, et åndedrag væk,
natten blev blød, verden blev grå.

En rystende stilhed fyldte luften,
et skrøbeligt øjeblik, der hang der.
Jeg var næsten ved at tale, men ordene var generte,
de gemte sig som stjerner bag himlen.

Og selvom vores hænder ikke flettede sig sammen,
føles erindringen stadig som min.
En flygtig gnist, en øm flamme,
der hviskede sagte, kaldte dit navn.

💕
Har du nogensinde oplevet et øjeblik, der føltes lille udadtil, men efterlod en varig gnist i dig? Jeg vil meget gerne høre dine tanker eller lignende historier i kommentarerne.